My Story

Den færøske natur har inspireret mange billedkunstnere

Man kan forestille sig, at vejrguderne samles på Færøerne, hvor de har alle vejrfænomener på en palet og spiller en symfoni i alle tonearter. Både i dur og mol. Der er høje toner, som knap kan høres med det menneskelige øre og lave toner, der nærmest kun kan mærkes som vibrationer i kroppen. Om sommeren er det lyst hele døgnet og ved juletid, kan der være dage med kun enkelte lysglimt på himmelen. Det kan være mørkt. Bælgmørke eller buldrende mørke. Vejret er meget omskifteligt, og selv om Færøerne er 18 små øer, der adskilles af smalle sunde og fjorde med samlet areal på 1.399 km2, kan vejret variere meget fra ét sted til det andet. Det er kendt, at man kan opleve alle fire årstider på en dag. Også om sommeren. Lyset og vejret skifter på få sekunder.

Jeg kan huske min far, som var billedkunstner, stå foran vinduet for at iagttage dette skiftende lys og vejrfænomener. Tit kaldte han på os andre for at komme og opleve dette. Han, som andre billedkunstnere, havde et behov for at lade lærred, maling og pensel få lov til at lege med dette lys og vejr og skabe nogle unikke malerier ud fra sine oplevelser. Det kan være svært ikke at forsøge at overføre nogle af oplevelserne til lærredet.

Selv om jeg har malet de fleste af mine malerier i Danmark, følger disse vejr- og lysoplevelser med. Som en dansk billedkunstner sagde til mig: ”det ligger i dit DNA”. Det vil snige sig ubevidst ind på lærredet, mens du maler. Lyset og mørket, samt vejroplevelserne fra Færøerne, har også været brugt som metaforer i mange færøske sange og digte. Dette har haft min store opmærksomhed og interesse. Hvordan kan det være, at nogle mennesker er vanvittig gode til at acceptere vejret og lyset, som det er, og uspoleret evner at være tilstede i oplevelsen, mens andre bruger størstedelen af deres liv på at ændre samme? De bliver optaget af at ville have en bedre oplevelse, end den de har, og evner ikke at give sig hen til det aktuelle øjeblik. Bob Dylan synger: “I can´t even remember what it was I came here to get away from”.

Jeg forsøger at bruge mine malerier som en metafor for det at være tilstede med det, som ér – sådan som det er. Jeg bruger farverne i malerierne til at forsøge at finde nærvær, ro og hvile og acceptere at det også findes kaos, eller kamp og flugt bag nærvær, ro og hvile. Jeg håber, at de, som beskuer mine malerier, får lidt af den samme oplevelse og således kan finde værdien af at være tilstede her og nu og lægge det, der plejer eller burde være, til side.  Dvs., at de kan give sig hen til oplevelsen af lyset og farverne i billederne, som den nu engang præsenterer sig. Forhåbentligt vil de så også kunne få øje på noget hos sig selv, og i det miljø de til dagligt færdes i, og med tiden give sig bedre hen dertil.

Det, som jeg er optaget af, er vores oplevelser, og hvorledes vi mennesker kan opleve de samme ting så forskelligt. Mange beskriver en solnedgang som en helt særlig oplevelse, hvor tiden står stille, og man fuldstændig sygner hen i et selvforglemmende her og nu. Men skal det være en solnedgang? Findes disse gyldne øjeblikke ikke overalt i naturen og i hverdagen – fx i det skiftende lys og vejr på Færøerne – såfremt vi giver os helhjertet hen til oplevelsen? Dvs., vil regn og tåge ikke kunne give os samme hengivne følelse, i så fald vi overgiver os?

Mens jeg maler, forsøger jeg at få oplevelsen af, at tiden står stille, så hele min opmærksomhed er på lærred, maling, pensel – samt de lyde, dufte og det miljø, jeg er i. Kan denne hengivenhed genkendes og findes frem hos dem, som beskuer mine værker? Og er det i tillæg muligt at overføre dette tidløse nærvær med malerierne til vores øvrige hverdag? Findes der tilnærmelsesvist det samme antal problemer i et sådant hengivent øjeblik? Dvs., er mange af vores problemer blot noget, der opstår, fordi vi igen og igen forføres ind i fortrydelse af vores fortid og/eller bekymring om vores fremtid? Abraham Maslow kaldte de hengivne oplevelser (som fx solnedgangen) for højdepunktsoplevelser. Men kan det være, som Kierkegaard så rammende siger, at De fleste mennesker haste så stærkt efter nydelsen, at de haste den forbi.?

“The more I see, the less I know for sure.”
John Lennon.